tornoeshotel

Ferie Kerteminde

Fyns perle

Det er kystbyerne, der kendetegner Danmark. Kystturismen i Danmark har stolte traditioner. Den klassiske badeferie ved havet med sol, strand, sand og vand tiltrækker både danske og udenlandske turister. Danske turister vægter den friske luft og naturen højt, mens udenlandske turister i høj grad tiltrækkes af havet.

Vil du gerne opleve essensen af Danmark, er en ferie i Kerteminde et godt bud. Den lille fiskerby emmer af historie. Mange fiskerhuse i den gamle bykerne er bevaret, og havnen er stadig Fyns vigtigste fiskerihavn med fødevareindustri. Det er ikke en museumsby, men et sted hvor fortid og fremtid mødes med havet som udgangspunkt.

Min Amanda

Kerteminde er i høj grad med til at danne den nationale fortælling om den danske kyst- og badeferie. Ved Langebro byder Amanda velkommen til byen. Robert Lund-Jensens smukke skulptur af fiskerpigen er blevet et symbol for Kerteminde og forbindes med den kendte vise ”Min Amanda”.

Kerteminde er også kendt som hjemsted for en af Danmarks mest berømte malere, Johannes Larsen. Hans hjem på Møllebakken er et yndet tilflugtssted for alle, der interesserer sig for møller, kunst, arkitektur, sjældne træer eller kulturhistorie! Huset blev bygget i årene 1901-02 og var i en årrække et kunstnerisk fristed og mødested for kapaciteter som Fritz Syberg, Peter Hansen og Sigurd Swane. Johannes Larsen dyrkede en næsten videnskabelig realisme, baseret på indgående studier af bl.a. vejrfænomener og dyreliv, især fugle.

Kerteminde ligger ikke langt fra Odense, og en ferie her giver således rig mulighed for at besigtige nogle af de spændende seværdigheder, som Fyns hovedstad kan byde på. Vil man opleve levende historie anbefales bindingsværkshusene i Den Fynske Landsby i Odense, hvor de lever, arbejder og er klædt, som man gjorde i 1800-tallet.

Storslåede naturoplevelser

Tornøes Hotel er det oplagte udgangspunkt for en ferie i Kerteminde. Hotellet der er bygget i en gammel købmandsgård er en seværdighed i sig selv og har en fantastisk udsigt over havnen. Lige om hjørnet finder du ”Lillestranden” med de små joller, fiskegarn og tjærede skure.

Fjord&Bælt er et spændende oplevelsescenter for hele familien. I kan se på fisk i de mange akvarier eller gå gennem den 50 meter lange undervandstunnel med kig ud i den virkelige undervandsverden.

En halv times sejlads fra Kerteminde havn ligger den lille idylliske ø Romsø, der kan opleves på gåben. Her er gamle danske træer, dådyr og 170 fuglearter.

Læs mere om hvad du kan opleve på en ferie i Kerteminde.

tornoeshotel
Top