tornoeshotel

Vinterferie på Fyn i uge 7

Vinterferie på Fyn i uge 7

Vinterferien er et lyspunkt i den lange mørke tid mellem jule- og påskeferie. Undervisningsministeriet opfandt ferien i 1970erne, fordi stadig flere danskere begyndte at tage på skiferie med deres skolebørn. Man besluttede derfor at samle vinterens fridage i én uge.

Da ferien ikke er knyttet til nogen helligdage, er det en kommunal beslutning, i hvilken uge skolerne holder vinterferie. Derfor har det indtil 2015 været sådan, at på Fyn holdt børnene vinterferie i uge 8, mens resten af landet foretrak uge 7. Odenses borgmester Anker Boye synes, det var fjollet, at Fyn skulle holde vinterferie en uge efter alle andre, og han fik overtalt alle Fyns kommuner til at flytte ferien.

Eventyrlig vinterferie på Fyn

En vinterferie på Fyn er en guldgrube af oplevelser for hele familien. Kulturinstitutionerne på Fyn har altid en masse på programmet, når det er vinterferie.

Danmarks Jernbanemuseum tilbyder leg i lange baner. Kom og se det kæmpestore toglegeland, byg selv baner, lav dit eget trælokomotiv og prøv minitoget. Børnebanegården er en banegård i børnestørrelse med perron, skinner, billetsalg, vogne og kontroltårn. Børnene morer sig med at sælge billetter eller styre lokomotivet. Den innovative legeplads er inspireret af Odense Banegård fra 1960’erne.

Fugle, krybdyr, rovdyr og aber

Er dyr lige sagen, er der masser at vælge imellem på en vinterferie på Fyn.

I Odense ZOO kan I være med til at fodre dyrene. I kan komme tæt på rovdyrene og se aberne lege. Afdelingen Oceanium byder på tropiske regnskyl og søkøer.

Danmarks Fugle Zoo er landets smukkeste og mest idylliske fuglepark midt i fynsk bondegårdsidyl. Tag turen rundt på stierne og oplev ca. 700 forskellige fugle fra hele verden, der trives mellem alle de gamle træer, buske og blomster. Her er bl.a. storke, strudse, papegøjer, svømmefugle og ugler. Papegøjecaféen tilbyder frisklavet kaffe med nybagt kringle og meget andet.

I kan også tage på opdagelse i krybdyrenes verden. Terrariet i Vissenbjerg, ca. 15 km vest for Odense, er Skandinaviens største terrarium med krybdyr og padder fra hele verden – krokodiller, slanger, leguaner, frøer og mange andre spændende eksotiske dyr.

Naturformidling for de mindste

Naturama i Svendborg formidler naturhistorien på en moderne måde. Her kan I opleve dyr til vands, til lands og i luften, iscenesat i et naturteater med skiftende lyd, lys, film og billeder. I vinterferien er der rundvisninger, shows og aktiviteter for børn og voksne. Sanserummet Årstidsskoven giver småbørn mulighed for at klæde sig ud og opleve Vinter, Forår, Sommer og Efterår.

tornoeshotel
Top