Historien om Tornøes Hotel

Tornøes Hotel har en længere historie end de fleste. I mere end 150 år har hotellet haft det samme navn, på det samme smukke sted ved den gamle Renæssancehavn i Kerteminde. ”Byens ansigt” kaldte maleren Johannes Larsen den gamle havneplads med hotellets karakteristiske hovedbygning.

1865: Historien startede i 1865, da Tornøes Hotel blev grundlagt og opkaldt efter grundlæggeren Wentzel Tornøe. Han var en prominent herre, der havde mange flotte titler. Foruden hotelejer, som var en post han bestred i 38 år, var han både byrådsmedlem, Kgl. vejer og måler, skibsmægler og kammerråd.  

Tornøes Hotel blev indrettet i det smukke hovedhus, som var opført på havnen omkring år 1800. Forinden hoteldriften blev der drevet bryggeri og værtshus. Få årtier senere blev det en sand velhaverfornøjelse at drage på luksus badeferie til de idylliske danske kystbyer – og sådan blev det også i Kerteminde. En hel måned med kost og logi kostede dengang 100 kroner, som var svarende til en måneds håndværkerløn i 1880.

1884: Allerede i 1884 husede Tornøes Hotel både revy, skuespil og koncerter i den nye sal med plads op til 150 deltagere.

1900: I 1900 kom jernbanen til Kerteminde. Sammen med jernbanen kom også nye muligheder – især på turistområdet. Tornøes Hotel udvidede for at kunne rumme det forventede turistboom. Nye hoteller skød op i byen af samme årsag, men det var kun Tornøes Hotel, der overlevede de følgende kriser og konkurser. En af årsagerne var nok, at hotellet – udover den fabelagtige beliggenhed – også havde vundet sin etablerede plads som byens kulturhus. 

2015: Med en lang historie bag sig kunne Tornøes Hotel fejre 150 års jubilæum i 2015. En bemærkelsesværdig dag for hotellet, har havde haft uafbrudt hoteldrift igennem alle 150 år. I dag drives hotellet videre, og ligesom havnen har Tornøes Hotel også måtte gennemgå store renoveringsprojekter, for at følge med tiden. I dag står det stadig smukt og velholdt, og alle løbende forbedringer er lavet med respekt for historien og hotellets charmerende æstetik.

2017: Tornøes Hotel gennemgik en større renovering med 21 nye, charmerende værelser i klassisk hotelstil.

2024: Tornøes Hotel har skrevet et nyt kapitel i sin lange historie ved at transformere den historiske Store Sal til 18 moderne luksus værelser. Denne udvikling er designet til at forbedre gæsteoplevelsen ved at kombinere historisk charme med nutidens luksus, hvilket gør hvert ophold både komfortabelt og mindeværdigt.